Hanne Boel

Med nye og velkendte sange
mh-hanneboel_hd.jpeg
28. november 2014 kl. 19:30
DKK. 215,- inkl. gebyr

Hanne Boel har netop udgivet de bedste ’Outtakes’ fra perioden 1989-2007. Fredag den 28. november tager hun disse, en række helt nye numre, samt de største hits med i Musikkens Hus.

Hanne Boels nyeste album ’Outtakes’ byder på hidtil uhørte sangskatte fra sangerindens omfattende karriere. Ved skabelsen af Hanne Boels mange albums har hun ofte indspillet flere sange, end der reelt var kapacitet til på albummet. En perlerække af disse numre kan nu for første gang opleves live i Musikkens Hus, hvor du desuden kan glæde dig til at genopleve en række af Boels greatest hits samt forelske dig i helt nye numre. 

Hanne Boel er en institution i dansk rock og soul. Den 56-årige sangerinde har været med siden 80´erne og spænder genremæssigt vidt med alt fra gospel, soul og jazz til rock, pop og et stænk af techno. 

Hun har haft succes i hele Skandinavien samt Tyskland, med et samlet pladesalg på 2,5 millioner. Hendes andet album, Dark Passion (1990) har alene solgt over en halv million eksemplarer på verdensplan og beriget Hanne Boel med fire Grammy-statuetter i 1991: Årets Danske Sangerinde, Årets Danske Album, Årets Hit (I Wanna Make Love To You) og Årets Danske Producer (Poul Bruun).

Hanne Boel er én af de stabile kunstnere med sit faste og trofaste publikum. Helt siden 80´erne, da hun var medlem af gruppen Blast, og fra hun i 1988 udgav debutpladen, Black Wolf, har hun været et yndet koncertnavn både herhjemme, i Skandinavien og i Tyskland. Og nu kan hun opleves i Musikkens Hus. 

Medvirkende

Hanne Boel, sang
Jens Runge, guitar og kor
Vicky Singh, guitar og kor

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.