Musikkens Miks

med Tim Christensen, Jonas Petersen og Silas Bjerregaard
MH-miks_hd.jpg
05. april 2014 kl. 19:30
DKK. 495,- DKK. 395,- DKK. 375,-

Musikkens Miks er et helt nyt koncertkoncept designet af Musikkens Hus. I første udgave af koncertrækken kan du opleve Tim Christensen, Jonas Petersen fra Hymns from Nineveh og Silas Bjerregaard fra Turboweekend optræde med egne samt helt nye og særligt producerede numre i selskab med Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Morten Friis fra Safri Duo. Det sker lørdag den 5. april 2014 i Koncertsalen.

Konceptet

I Musikkens Miks mødes det bedste fra den rytmiske og klassiske musik – forenet i koncertform. Musikkens Hus har bedt tre fremtrædende og anerkendte kunstnere fra den rytmiske musikscene komponere et værk til Aalborg Symfoniorkester. Værket er inspireret af kunstnernes egne musikalske lydbilleder, men er samtidig designet til fremførsel på den klassiske musiks præmisser. Ud over det nye værk optræder de rytmiske kunstnere også med en række egne numre, som til lejligheden er arrangeret for symfoniorkestret.  

Kunstnerne

Tim Christensen, Jonas Petersen fra Hymns from Nineveh og Silas Bjerregaard fra Turboweekend er de første kunstnere, der tager udfordringen op og mødes til en fælles boot camp, hvor de sammen laver musik til symfoniorkestret. På koncertaftenen får de selskab af Morten Friis fra den storhittende percussion-duo, Safri Duo, der vil lede den musikalske opførelse.

- Ud over at afvikle koncerter med turnerende kunstnere og orkestre, skal Musikkens Hus være et producerende hus, hvor ny og velklingende musik skabes via egne koncertkoncepter. Vi er derfor meget stolte over at kunne præsentere første omgang af Musikkens Miks, og vi håber, det bliver en bragende succes, som vi i fremtiden kan gentage med andre store rytmiske navne fra den danske såvel som den udenlandske musikscene.
- Lasse Rich Henningsen, Adm. direktør i Musikkens Hus

Afterparty

Vær blandt de 300 første, der køber billet til Musikkens Miks, og fest efter koncerten videre i husets intimsal til et brag af et afterparty. Her bliver der serveret kanapéer, og en DJ vil fylde salen med lækker lounge musik.

Bemærk: De første 300 der køber billet vil få tilsendt en invitation til afterparty.

Unge mellem 15 og 18 år har adgang til afterparty, hvis de ledsages af en voksen. Der udskænkes ikke alkohol til unge under 18 år. 

Medvirkende

Tim Christensen
Jonas Petersen
Silas Bjerregaard
Morten Friis, dirigent
Aalborg Symfoniorkester

Program

Del 1
Nyproduceret værk
Del 2
Egne numre
Del 3
Afterparty
(for de 300 først solgte billetter)

Om de medvirkende

Tim Christensen
Tim Christensen er født den 2. juli 1974 i København og var i en årrække sanger, guitarist og komponist for rock-trioen Dizzy Mizz Lizzy. I 1999 gik Tim Christensen solo og udgav i 2000 debutalbummet ”Secrets on Parade”, der solgte 70.000 eksemplarer. Debutalbummet indeholdt bl.a. storhittet ”Love is a Matter of…” og ”Right Next to the Right One”, som DR valgte at bruge som titelsang til dramaserien Nikolaj og Julie. Herved blev Tim Christensen for alvor kendt og anerkendt i den brede, danske offentlighed. 

Silas Bjerregaard
31-årige Silas Bjerregaard har en lang musikkarriere bag sig og er i dag bedst kendt som forsanger i synthesizer-bandet Turboweekend, som han i 2006 dannede sammen med to barndomsvenner. På bandets første album ”Night Shift” fra 2007 optrådte Silas Bjerregaard under navnet Ivan Skavinsky Skivar. 

Jonas Petersen
Den danske sanger og guitarist Jonas Petersen fik sit gennembrud med popgruppen Attrap, der i 2006 bl.a. optrådte i P3’s Elektriske Barometer med nummeret 1234. I 2007 startede Jonas Petersen soloprojektet Hymns from Nineveh, der tog udgangspunkt i en kombination af personhistorier og popmelodier. Samme år skrev han kontrakt med pladeselskabet Good Tape Records, og i 2011 udkom debutalbummet ”Hymns” from Nineveh, der sidenhen blev udnævnt til årets bedste album af GAFFA.

Morten Friis 
Morten Friis er kendt fra den danske slagtøjs-duo Safri Duo, som han udgjorde med Uffe Savery. I 2000 fik duoen et gennembrud i popmusikkens verden med Played-A-Live (The Bongo Song), og vandt i 2002 syv trofæer ved Danish Music Awards.

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.