Et ungdomssymfoniorkester, et kulturmøde, et kig ind i fremtiden – men først af alt: Det er fantastisk!
Orkester Norden er et fælles nordisk symfoniorkester sammensat af de største talenter Norden og de baltiske lande kan præstere. I et koncentreret prøve- og koncertforløb samles ca. 80 unge musikere to uger i sommerperioden for at mødes i og omkring den symfoniske musik. I perioden 2014-2018 får dette velrenommerede symfoniorkester helt exceptionelt hjemsted i Musikkens Hus. Det er med en vis portion stolthed, at Aalborg påtager sig værtskabet og byder fremtidens stjerner velkommen.
Ved denne koncert stiller Orkester Norden i stærkeste opstilling med et stort program, hvis første del udelukkende består af nordisk musik. I andel del sættes den nordiske musikkultur i skærende kontrast med Shostakovich frygtindgydende 10. symfoni.
Dirigent:
Thomas Søndergaard
Solist:
Andreas Landin, baritonsanger
Program:
Edvard Grieg, Symfoniske Danse no.1
Wilhelm Stenhammar, Florez och Blanzeflor
Jean Sibelius, Kong Kristian II, suite
Ture Rangström, Ur Kung Eriks Visor
Dmitri Shostakovich, Symfoni no.10
Om dirigenten:
Den internationalt kendte dirigent, Thomas Søndergård (1969), har haft en kometagtig karriere og er en af nutidens største danske dirigenter. Thomas Søndergård er chefdirigent for BBC National Orchestra of Wales samt første gæstedirigent for Royal Scottish National Orchestra. I 2009-2012 var han chefdirigent for det norske radiosymfoniorkester. Thomas Søndergård dirigerer over hele verden, hvor han har arbejder med nogle af de største solister. Thomas Søndergård har stået for flere internationalt anerkendte pladeindspilninger og har bl.a. modtaget Dronning Ingrids hæderslegat i 2011.
Om Solisten:
Den talentfulde baritonsanger, Andreas Landin, er født I Sverige og nu bosiddende i Danmark. Han har studeret sang ved Opera Studio 67 i Stockholm og Det Kgl. Danske Operaakademi. Efter sin eksamen i foråret 2000 har han blandt andet haft roller på Malmø Opera & Musikteater, Den anden Opera København, The International Vadstena Academy, Sweden, Den Fynske Opera i Odense, Läckö Slotsopera og Det Kgl. Teater i København. Andreas Landin har haft stor succes med nyskrevne operaer og har fået mere end 20 roller skrevet direkte til sig.
Om Orkester Norden:
Orkester Norden grundlagdes i 1993 i Stockholm af bl.a. Lions Club og Foreningen Nordens Forbund. Ca. 80 unge musikere fra den nordiske og baltiske elite af musikstuderende, danner på baggrund af en krævende udvælgelsesproces et symfoniorkester i fuld størrelse. I 14 dage gennemgår de et koncentreret forløb med prøver, masterclasses og koncerter. Herefter høstes frugterne af det krævende arbejde med en ugelang turné. Orkester Norden har med stor succes turneret i hele Norden, Europa og Asien. Orkester Norden skifter hjemsted hvert 5. år og har indtil nu aldrig haft hjemmehørende i Danmark. Opførelsen af Musikkens Hus har muliggjort, at Aalborg blev valgt som værtsby, og i perioden 2014-2018 vil det udgøre den optimale ramme.