Den verdensberømte tyske violinist Arabella Steinbacher og ”Storbritanniens nationalorkester” Royal Philharmonic Orchestra under ledelse af Charles Dutoit gæster Musikkens Hus med Dvoraks Violinkoncert og Dmitri Shostakovich Symfoni nr. 10. Det sker mandag den 7. april 2014.
Åbningen af Musikkens Hus rummer en række store musikoplevelser, og det gælder ikke mindst denne aften. Det er derfor Musikkens Hus en ære at kunne præsentere violinsolist Arabella Steinbacher og engelske Royal Philharmonic Orchestra ledet af chefdirigent Charles Dutoit, når de gæster Koncertsalen med Dvoraks Violinkoncert og Shostakovich Symfoni nr. 10.
Arabella Steinbacher har optrådt med en række af verdens bedste orkestre, og koncerten den 7. april 2014 i Musikkens Hus bliver ingen undtagelse. Det højt anerkendte Royal Philharmonic Orchestra fra London kaldes i folkemunde ”Storbritanniens nationalorkester” – og det er bestemt ikke uden grund. Siden orkestret blev grundlagt i 1946 af dirigent Thomas Beecham har Royal Philharmonic Orchestra optrådt med de største stjerner fra den klassiske musikscene, heriblandt Anna Netrebko og Itzhak Perlman.
Medvirkende
Royal Philharmonic Orchestra
Arabella Steinbacher, violin
Charles Dutoit, dirigent
Program
Antonin Dvorak
Koncert for violin og orkester i a-mol
Dmitri Sjostakovitj
Symfoni nr. 10
Om de medvirkende
Royal Philharmonic Orchestra
Royal Philharmonic Orchestra blev stiftet i London i 1946 af Sir Thomas Beecham. Orkestret, der i daglig tale blot benævnes RPO, anerkendes som Englands nationalorkester. Dette skyldes bl.a. orkestrets høje kvalitet og høje aktivitetsniveau, der omfatter koncertturneer over hele verden og en lang række pladeindspilninger, herunder filmmusik. Royal Philharmonic Orchestra har i dag base i Cadogan Hall i Chelsea, London, men giver også koncerter i Royal Festival Hall og Royal Albert Hall.
Arabella Steinbacher
Arabella Steinbacher er født i München, Tyskland i 1981 og er af tysk/japansk oprindelse. Allerede som 3-årig startede violinundervisningen, og sidenhen blev hun optaget som elev hos nogle af verdens bedste musikere, herunder bl.a. en del af Anne-Sophie Mutter’s Circle of Friends. Arabella Steinbacher har vundet en lang række internationale priser og er i dag én af verdens absolut mest anerkendte violinister.
Charles Dutoit
Charles Dutoit er født i Lausanne, Schweiz i 1936 og er en af verdens mest erfarne dirigenter inden for fransk og russisk musik fra det 20. århundrede. Charles Dutoit har siden 2013 været chefdirigent for Royal Philharmonic Orchestra i London.