Med åbningen af den 44. Vendsyssel Festival afholdes der for første gang en koncert uden for landsdelen. Med åbningen af Musikkens Hus i Nordjylland har det for både symfoniorkester og festival ligget lige for at samarbejde om denne koncert. Det er samtidig første gang man i Danmark kan opleve pedalflyglet, hvor den italienske pianist Roberto Prosseda med en sindrig pedalmekanik skal traktere to flygler. Man vil også kunne høre det nye koncertorgel med Aalborgs egen domorganist Erling A. Thomsen ved tangenterne. Han spiller den monumentale Fantaisie dialoguée, der ganske vist begynder fredeligt, men udvikles og slutter i unik pomp og pragt. Koncerten afsluttes med Bizets symfoni i C-dur, som han komponerede i efteråret 1855 kun 17 år gammel – stærkt inspireret af sin mentor Gounods symfoni nr. 1 i D-dur.
Til at styre det hele skal vi for første gang i Nordjylland opleve den italienske dirigent Oleg Caetani, hvis seneste engagementer blandt mange andre omfatter koncerter med Wiener Symphoniker, Orchestre National de Radio France, Hong Kong Philharmonic, Tokyo Metropolitan Orchestra og Sydney Symphony. Du kan forvente en række franske fristelser ved denne koncert.
Dirigent:
Oleg Caetani
Solister:
Roberto Prosseda, pedalflygel
Erling A. Thomsen, koncertorgel
Program:
Gounod: Ouverture til Le médecin malgré lui.
Alkan: Prélude op. 66 nr. 4 for pedalflygel.
Gounod: Koncert for pedalflygel og orkester.
Boëllmann: Fantaisie dialoguée for orgel og orkester.
Bizet: Symfoni i C-dur.
Velkomst ved formand for Vendsyssel Festival Jørgen Boe og åbningstale ved musikchef Jan Kvistborg.
Kortholdere til Vendsyssel Festival (Blåt og Grønt Kort) kan løse billet til A-afsnit mod tillæg på kr. 50 og til B- og C-afsnit uden tillæg. Kun til denne koncert.