Vi kender ham fra både Melodi Grand Prix, koncerter, plader, film, teater, operetter og revy, men nu er chancen der for at opleve en lidt anden side af vores allesammens Dario Campeotto, når han gæster Musikkens Hus med Aarhus Jazz Orchestra.
Koncerten vil naturligvis byde på kendte Dario-klassikere som grandprix-vinderen ’Angelique’ og Disney-klassikeren ’Bella Note’, numre som har dannet fundamentet for en karriere, der er et godt stykke inde i sit 7. årti! Men publikum får også mulighed for at opleve Dario croone sig igennem nogle af de største hits fra ’The Great American Songbook’. Sange som er udødeliggjort af folk som Tony Bennett og Frank Sinatra, og som er et perfekt udgangspunkt for hans samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra.
For hvem kan fortolke dem bedre end manden med den fløjlsbløde tenor-stemme!
Aarhus Jazz Orchestra regnes for et af Europas førende, professionelle bigbands, og er med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kommune det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.
Aarhus Jazz Orchestra spiller omkring 70 koncerter om året, og gennem tiden har det samarbejdet med et hav af store solister. De senere år har blandt andet budt på turné i USA med den amerikanske Grammy-vindende jazz-sanger, Kurt Elling, fantastiske koncerter med guitar-ikonet, John Scofield, det nykomponerede 'iRequiem' i en fyldt Aarhus Domkirke og Weather Report & Steps Ahead Tribute med Peter Erskine bag trommerne.
I Aarhus Jazz Orchestra sidder nogle af Danmarks bedste jazzmusikere - flere af dem solister i international klasse.
Arrangør: FOF