Oplev orglets brus og den magi, som stemmer kan skabe sammen, når DR Vokalensemblets 18 sangstjerner og domorganist Kristian Krogsøe fylder den perfekte akustiske ramme i Koncertsalen ud.
De 18 professionelle fuldtidssangere fra DR Ensemblet er i år med til at fejre 150-året for Carl Nielsen med en række koncerter landet over. Ved koncerten i Musikkens Hus vil de få selskab af domorganist Kristian Krogsøe.
Om DR Vokalensemblet
DR Ensemblet er internationalt anerkendt og mestrer alt fra tidlig musik og barok til romantiske værker og krævende ny musik. Koret består af erfarne solister, der med stor præcision og udtryksfuldhed bringer liv ind i musikken – sammen og hver for sig.
I spidsen for koret står engelske Marcus Creed, der siden sin debut som chefdirigent har høstet mange anmelderroser for at løfte koret til nye højder og gøre DR Ensemblet til et europæisk specialkor i absolut topklasse. Intet værk er for udfordrende for den erfarne dirigent, hvis energiske engagement smitter af på både sangere og publikum. Marcus Creed har tidligere har været korinstruktør ved Berlins Operakor. Han har desuden været kunstnerisk leder af RIAS Kammerkor, som han har udgivet en række internationalt lovpriste cd'er med.
Om Kristian Krogsøe
Domorganist ved Aarhus Domkirke og lærer ved Det Jyske Musikkonservatorium Kristian Krogsøe vil akkompagnere DR Vokalensemble p Musikkens Hus' imponerende koncertorgel samt brillere med smukke soloer.
Han er uddannet organist hos Prof. Ulrik Spang- Hanssen på Det Jyske Musikkonservatorium og i solistklassen på Universität der Künste i Berlin som elev af Prof. Leo van Doeselaar og Erwin Wiersinga. Her tog han i 2009 Konzertexamen med højeste udmærkelse. Desuden har han studeret improvisation ved Dirk Elsemann, Berlin. Siden sin debut i Berliner Dom har Kristian Krogsøe givet koncerter med et bredt repertoire i Danmark såvel som i udlandet (bl.a. Storbritannien, Tyskland, Schweiz, Benelux, Italien, Estland, Israel og Rusland.) I 2011 var han inviteret til at give masterclass om nyere fransk orgelmusik på musikonservatoriet i Skt. Petersborg.
I foråret 2012 udkom Kristian Krogsøes første cd med Duruflés samlede orgelværker samt Requiem og motetter sammen med Aarhus Domkirkes Kantori, Concert Clemens, Carsten Seyer-Hansen, Bo Skovhus og Randi Stene. Cd’en er blevet præmieret med den anerkendte tyske kritikerpris “Preis der deutschen Schallplattenkritik”.
Som solist med orkester medvirkede han i 2008 i Berliner Staatsopers opsætning af Busonis opera Doktor Faust dirigeret af Daniel Barenboim og i 2011 i Poulencs Orgelkoncert og Saint-Saëns’ 3. symfoni med Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Giancarlo Andretta.
Program
Mendelssohn, Ouverture til oratoriet Paulus
Mendelssohn, Richte mich Gott
Nielsen, Tre motetter for a cappella kor
Kodaly, Missa brevis for kor og orgel