Der var seks stjerner fra musikmagasinet GAFFA, sidst den amerikanske jazz-blues sangerinde Melody Gardot gæstede Danmark. Til november giver hun koncert i Musikkens Hus.
”(…)en stemme der er så smuk, men samtidig så teknisk dygtig, at hun må gøre de fleste sangerinder dybt misundelige. (…) Hun formår at skabe en god kontakt med publikum, der alle føler sig velkomne i Melodys verden.” Sådan skrev GAFFA og kvitterede med seks stjerner, da Melody Gardot i 2013 gav en udsolgt koncert i Aarhus.
Den 21. november kan man opleve den feterede sangerinde, der sammenlignes med store artister som Amy Winehouse, Norah Jones, Duffy og Nina Simone give koncert i Koncertsalen i Musikkens Hus. En koncert, der kommer i kølvandet på udgivelsen af Gardots fjerde studiealbum ’Currency Of Man’, som modtager seks stjerner i GAFFA:
"Albummet består af ti perler, det ene mere fremragende end det andet. Og alle fremføres de med autoritet og pondus, uanset om de er stilfærdige ballader eller rocknumre. Currency of Man kan for Melody Gardot blive, hvad Back to Black blev for Amy Winehouse."
Melody Gardot tog i 2009 verden med storm med sin livshistorie og, ikke mindst, sit andet album ’My One And Only Thrill’, der solgte mere end 1,5 millioner eksemplarer verden over - herunder 20.000 eks. alene i Danmark. Nu er hun tilbage med albummet ’Currency Of Man’, der igen bringer hende sammen med den Grammy-vindende producer Larry Klein, der også producerede ’My One And Only Thrill’. Genren er denne gang blues- og Americana-inspireret popmusik og også denne genre mestrer Melody Gardot, som om hun aldrig havde lavet andet.
Om Melody Gardot
Melody Gardot er jazz-sangerinde, forfatter og musiker fra Philadelphia, Pennsylvania.
Hun begyndte at spille klaver som niårig, men blev hårdt kvæstet som 19-årig, da hun var involveret i en alvorlig trafikulykke. Herefter begyndte hun at skrive musik for at kæmpe sig tilbage til livet. Hun udgav sit første album ’Worrisome Heart’ i 2008, men slog for alvor igennem i 2009 med sit andet albumudspil ’My One and Only Thrill’, der modtog hele tre Grammy-nomineringer. Sidenhen har hun turneret verden tynd og i 2012 udgav hun albummet ’The Absence’. Nu er hun tilbage med et album, som hun kalder ”et spring ind i det ukendte”.