Vi hylder midsommeren med en stor sankthansfest den 23. juni 2015. Der vil være smukke musikalske indslag med bl.a. Povl Dissing, inspirerende båltaler og hygge i sankthansbålets skær.
DR vil være tilstede på havnekajen ved Musikkens Hus og transmitterer dele af arrangementet direkte på DR1.
Dirigent, konferencier og tidligere Maestro-dommer Michael Bojesen byder velkommen i Koncertsalen, hvor han med varme smil og kyndig hånd leder Aalborg Symfoniorkester, Povl Dissing, Klarup Pigekor og Nordjysk Pigekor igennem sommerens elskede klassikere.
Programmet vil indeholde nogle af de største klassiskere af Povl Dissing samt værker af Nielsen, Lumbye, Gade m.fl.
Efterfølgende vil Limfjorden danne vuggende, blå kulisse for det store sankhansbål, og der vil være båltaler fra fremtrædende, danske personligheder.
Resten af aftenen vil der være musikalske indslag på pladsen foran Musikkens Hus, der med garanti får lokket den her helt specielle sommerfølelse frem.
Vi offentliggør løbende navne på kunstnere og båltalere.