Lad dig begejstre af den energiske popsangerinde Stine Bramsen, når hun giver koncert i Musikkens Hus den 28. marts.
Support: Kadie Elder
I januar 2014 satte Bramsen jobbet som forsanger i et af Danmarks mest succesrige og festlige popbands i nyere tid, Alphabeat, på hold og sprang ud som en dragende solo-diva, der forførte alle på sommerens festivaller.
På årets Spot Festival i Aarhus kvitterede både Politiken og Gaffa med flotte anmeldelser.
Politiken skrev bl.a. ”Det er ikke alt guld, som glimter... men det gjorde Stine Bramsen” – ”der er et strejf af frisk luft over hendes solofærd, hvor flere af numrene var i stil med den uimodståelige førstesingle Prototypical – masser af tempo, masser af percussion og masser af skudsikker, sødmefuld popvokal”
Gaffa skrev. ”Alphabeat-sangerinden struttede af liv i solid solokoncert” – ”Stine Bramsen udstrålede stor selvtillid og begejstring i front, og hun har også noget at have det i. Hun har en god, ret stor, nuanceret, meget ren og let sensuel og småfræk stemme, som står godt til de solide popsange.”
Ved koncerten i Musikkens Hus kan du glæde dig til at høre velkendte hits som den uimodståelige debutsingle ”Prototypical” og den funky ”Move Forward”. Men også nye toner fra bl.a. singlen ”The Day You Leave Me”, som viser en mere sårbar side af upbeat sangerinden.