Gå ikke glip af chancen for at opleve en af vor tids bedste klassiske guitarister, når Musikkens Hus i samarbejde med Aalborg Internationale Guitarfestival præsenterer Aniello Desiderio i Intimsalen.
I en alder af blot otte år, blev italienske Aniello Desiderio af musikkritikere døbt ”et geni”, ”et vidunderbarn” og ”a guitarist of the century”. Sidenhen er det blevet til et hav af internationale priser og koncerter verden rundt. Nu kan publikum i Musikkens Hus se frem til at opleve guitarspil i absolut verdensklasse, når den virtuose guitarist med den enestående teknik gæster Aalborg for første gang.
Her venter et program med de bedste klassiske værker af blandt andre Scarlatti, Albeniz, Turina, Giuliani, Tedesco og Dominiconi.
Om Aniello Desiderio
Aniello Desiderio er født i 1971 i Napoli - ind i en musikfamilie. Allerede fra barnsben viste det sig, at Aniello Desiderio havde et helt særligt talent for guitarspil. I dag er han kendt for sin utrolige teknik med hastighed og præcision samt en enestående klang, der gør, at han regnes for at være én af verdens bedste klassiske guitarister. Gennem årene har han vundet ikke mindre end 18 internationale priser, herunder:
- First Prize at the Donia Competition Messina, Italy (1986)
- First Prize and Special Prize for the best interpretation of south American music at the International Guitar Competition in Habana, Cuba (1988)
- “Neapolitan of the Year” Award for Mr. Desiderio, Italy (1988)
- First Prize and Special Prize of best interpretation of Tarrega’s music at the International Francisco Tarrega Competition Benicasim, Spain, (1992)
- Artist in Residence Award by the German Radio & Musikfest Bremen, Germany (1999)
Hans internationale karriere fik sit startskud ved en guitarfestival i Grækenland i 1989. Siden har han spillet koncert i det meste af verden og optrådt ved flere store festivaller. I 1996 fik han sin debut i New York med en masterclass på Manhattan School of Music, og til den dag i dag holder han af at undervise – han arbejder bl.a. som professor ved musikkonservatoriet i Potenza (Italien).