Gennem 13 år har Mads Steffensen og hans monopol løst lytternes dilemmaer i radioen. Nu tager han sit monopol, som denne aften består af Pernille Rosenkrantz-Theil, Asger Aamund og Nicolaj Kopernikus, under armen og løser publikums dilemmaer i Musikkens Hus.
Radiomikrofonerne er fjernet og den røde liveknap over hovedet på monopolet i Aalborg er slukket, men nærværet og den specielle lørdags-stemning er intakt. Det bliver en unik oplevelse for publikum, der overværer diskussionerne om hverdagens dilemmaer om alt fra engangsknald til bleskift.
Dit dilemma diskuteres
Mads og Monopolet tager denne aften udelukkende dilemmaer op, som publikum til aftenens show har sendt ind.
Dermed har du som publikum en unik mulighed for, at det netop er dit dilemma, som Pernille Rosenkrantz-Theil, Asger Aamund og Nicolaj Kopernikus under kyndig ledelse af Mads Steffensen tager op til problemløsning denne aften i Musikkens Hus.
Som sædvanlig er Mads Steffensens Monopol ikke fedtet ind i nogle af dilemmaerne, ligesom de ikke har nogen aktier i dem. Til gengæld er monopol-deltagerne kendt for at sige deres uforbeholdne mening.
Det bliver en forrygende og tankevækkende aften, når Monopolet rykker ud af DR Byen og knuser publikums dilemmaer direkte på scenen i Musikkens Hus.
NB: showet vil ikke blive sendt i radioen.