Blues i verdensklasse
Det bliver en blueskoncert i verdensklasse, når denne levende legende Robben Ford slår sig løs ledsaget af det yderst velspillende og 17 personer store bigband under ledelse af Jesper Riis.
Koncerten tager udgangspunkt i Robben Fords eget materiale - tilsat Nordkraft Big Bands dynamiske og farverige lyd, men musikken bringer os også forbi nogle af Fords egne musikalske forbilleder.
Robben Ford er en af verdens mest anerkendte guitarister. Han er bedst kendt som en fremragende bluesmusiker, der trækker autentisk på hele den amerikanske musiktradition, men han ejer samtidig en eksemplarisk evne til at tilpasse sig en stor vifte af andre musikalske genrer.
Fem gange er Robben Ford nomineret til en amerikansk Grammy, og han har spillet med et hav af artister, såsom Joni Mitchell, Miles Davis, Bob Dylan, John Scofield og mange andre.
Tilbage i 2013 gæstede Robben Ford for første gang Nordkraft Big Band, til det der skulle blive en stor succes. Sammen spillede de koncerter i hele landet og høstede mange roser. Nu er de igen samlet og spiller en lille koncertturné i det nordlige Danmark.
Om Nordkraft Big Band
Nordkraft Big Band er Aalborg og Nordjyllands professionelle, rytmiske ensemble.
Bigbandet blev dannet i 2010 for at sætte fokus på den rytmiske musik i Nordjylland og visionen er, at være den rytmiske pendant til Aalborg Symfoniorkester.
Nordkraft Big Band har arbejdet med flere store danske artister, bl.a. Szhirley, Sinne Eeg, Mike Andersen, Nikolaj Bentzon, Roger Neumann (US) og Robben Ford (US).
Bemærk: Ingen teleslynge