Googles hovedkontor i Californien, West 57-bygningen i New York og Big U, som skal fremtidssikre og beskytte Manhattan mod ekstreme vejrfænomener, er bare nogle af de igangværende og færdige projekter.
Danmark har en arkitekt, som i den grad har sat sit aftryk på verden med sit arbejde, der blandt andet formår at integrere det funktionelle, det kulturhistoriske og det æstetiske i en helhed.
En arkitekt, som har modtaget de mest prestigefulde priser for projekter på nogle af verdens mest kendte spots – og nu også i Aalborg.
Arkitektfirmaet BIG med Bjarke Ingels i spidsen har sat de første streger til byudviklingsprojektet omkring den gamle Aalborg Akvavit-fabrik, ”Spritten”.
Hvordan et internationalt greb på tingene bliver integreret i en mindre by som Aalborg, er blandt andet noget af det, Bjarke Ingels og David Zahle fortæller om, når de gæster Koncertsalen i Musikkens Hus.
Foredraget kommer til at handle om, hvordan arkitekterne med respekt for det oprindelige former byrum, der har international klasse, men stadig formår at fange byens ånd og understøtte almindelige aalborgenseres hverdagsliv.
Garanti for wow-effekt
Under foredraget får publikum en visuel rundtur ud i verden til Bjarke Ingels øvrige mesterværker, og han vil blandt andet fortælle om de tanker, der ligger bag omdannelsen af den gamle spritgrund.
Omdrejningspunktet for hele omdannelsen, er de gamle fabrikshaller.
Arkitektfirmaet BIG betegner projektet omkring ”Spritten” som helt unikt, da der ikke findes andre byudviklingsprojekter i Europa med samme attraktive beliggenhed og kulturhistorie.