Få historien om tre af historiens største komponister i teaterkoncerten ”Clara – indre stemmer”.
Historien fortælles fra Clara Schumanns perspektiv. Hun er en europæisk berømt komponist og pianist, mor til otte børn og gift med den geniale men psykisk labile komponist Robert Schumann, for hvem hun desuden også er manager, sekretær og korrekturlæser. Deres ægteskab er stormfuldt, og den tolv år yngre Johannes Brahms bliver parrets nære ven og protegé, og han påtager sig rollen som bindeled mellem ægtefællerne efter Robert Schumanns mentale sammenbrud og selvmordsforsøg. Brahms forelsker sig i Clara Schumann, og hun bliver livet igennem hans store, ulykkelige kærlighed.
Dramaet udfoldes i dialog mellem oplæsning og musik. Jalina Trio og Katrin Weisser har i samarbejde med komponist Karl Aage Rasmussen udarbejdet teaterkoncerten, og dramaturg Mette Borg fra Statens Scenekunstskole og Operaakademiet har instrueret den. Teaterkoncertens musikalske omdrejningspunkt består af uddrag af trioer og klavermusik af teaterkoncertens hovedpersoner Clara Schumann, Robert Schumann og Johannes Brahms.
Om Jalina Trio
Trioen debuterede i 1995 i Prag og har siden spillet koncerter i Danmark og en lang række europæiske lande samt i Israel, Australien og USA. I USA havde trioen den ære at give koncert i blandt andet Carnegie Hall. Trioen har deltaget flere gange som inviteret ensemble i workshops under ledelse af Isaac Stern og har løbende modtaget undervisning af professor Tim Frederiksen, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Trioen har modtaget flere internationale priser.
Trioens navn er en sammentrækning af navnene på trioens oprindelige medlemmer, Janne Fredens (cello), Line Fredens (violin) og Natsuki Fukasawa (piano). Trioens pianist er nu Søren Rastogi.
Om Katrin Weisser
Katrin Weisser er født i Tyskland og har siden 2010 været bosat i København. Allerede som 14-årig fik hun sit gennembrud som filmskuespiller i Tyskland, hvor hun siden har haft en stor skuespillerkarriere både på teater, film og TV. Hun har desuden dyb indsigt i musik, og hun har omsat sin viden i flere bevægende forestillinger baseret på samspillet mellem musik og oplæsning.
Medvirkende
Line Fredens, violin
Janne Fredens, cello
Søren Rastogi, piano
Katrin Weisser, fortæller (dansk)
Arrangør: Aalborg Kammermusikforening & Musikkens Hus
Bemærk: Ingen teleslynge