Josefine Klougart og Coro Misto kl. 21.30

Kom med til koncert i fuldkommen mørke i Musikkens Hus, når Josefine Klougart læser uddrag af sin roman ”Om mørke” og kammerkoret Coro Misto synger sange, der kredser om mørket som begreb.
mh_klougart_1920x870px.jpg (1)
10. august 2018 kl. 21:30

Ord og musik smelter sammen i det totale mørke, når forfatter Josefine Klougart læser uddrag af sin roman ”Om mørke” og kammerkoret Coro Misto synger sange, der kredser om mørket som begreb. Ikke alt er sort, for lys i rummet og i teksterne sætter indimellem mørket i relief.

Josefine Klougart har etableret sig som en unik og talentfuld stemme i dansk litteratur. Hun er to gange nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og har allerede udgivet flere romaner med den særlige lyriske og impressionistiske stil, som er blevet hendes kendetegn. Hendes roman ”Om mørke” handler om skabelse og tilintetgørelse, vækst og forfald. Om det konkrete mørke, som det registreres af blikket, men også om mørket, som kan indtage én, og mørket som et grundvilkår i form af døden, undergangen og adskillelsen.

Coro Misto har gennem en årrække markeret sig som ét af landets bedste kammerkor, og dirigent Søren Birch er ligeledes en markant skikkelse i den danske korverden. Søren Birch har ladet sig inspirere af Josefine Klougarts roman og har til denne koncert komponeret musikalske fragmenter som underlægning.

Koncerten er muliggjort af Statens Kunstfond.

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.