Musikkens Udvalgte er et uformelt koncept, hvor vi giver vores gæster mulighed for en ekstra oplevelse efter forskellige koncerter i huset.
Der er gratis adgang og gratis musik – også selvom man ikke har været til koncert tidligere på dagen.
Vi glæder os til at forkæle dig med uformel, hyggelig loungestemning med udsigt over fjorden og ikke mindst håndplukkede, lokale kunstnere.
Om Line Gade
Line Gade formår på fineste vis at kombinere blues, jazz og pop i et medrivende, musikalsk univers, hvor hun formidler vigtige historier og interessante perspektiver med en helt særlig nerve. Line udgav i efteråret 2017 sin debut EP ”Somehow I Surrendered”, som er et musikalsk værk, der skildrer den psykologiske proces, man som menneske går igennem, når man mister nogen, som man har overgivet sig til. Aftenens koncert vil både byde på numre fra denne EP, sange fra det kommende debutalbum, som handler om forskellige aspekter af det af tro samt sange fra hendes kommende, danske udspil. Uanset genre og sprog formår Line med sin klokkeklare stemme og helt særlige inderlighed at give publikum en nærværende oplevelse.
I aftenens anledning optræder hun med sin særlige duo, som består af klaver/sang og gulvtam. En speciel, men yderst velklingende og harmonisk sammensætning.