Støttekoncerten "Ingen er så tryg i fare" med AERA sætter fokus på, at fattigdom og social nød ikke kun findes i Afrika, men også i vores egen baghave i Østeuropa. AERA præsenterer kendte salmer i en ny indpakning. Stilen er enkel og minimalistisk, båret af smukke vokaler og akustiske strenge- og tangentinstrumenter, og salmerne fremstår derfor friske og relevante.
Teksten fra de enkelte salmer akkompagneres af storslået storytelling i billeder og video på en storskærm. Via skærmen får publikum samtidig mulighed for at rejse med til Østeuropas smukke natur og høre lokale børn og voksne synge med på salmerne. Børn og voksne fra fattige forhold får dermed mulighed for selv at tage aktiv del i det at fortælle deres historie på en smuk, kunstnerisk og værdig måde.
Om Aera
AERAs debutalbum fra 2014 blev særdeles godt modtaget og høstede fine anmeldelser i kirkelige medier. AERA består af Rebekka Mathew (vokal), Sabina Mathew (vokal), Christian Ehlers (keyboards) og Peter Sandegaard (guitarer og vokal). AERA har siden 2009 spillet i kirker over hele landet til blandt andet gudstjenester, koncerter og events.