Trio Wahnsinn er et helt nydannet ensemble med en nok hidtil uset instrumentsammensætning, nemlig horn, bratsch og basun. To af musikerne har basis i Aalborg og den tredje, basunisten Barrie Webb, kommer fra Storbritannien. Sidstnævnte er uddannet både som basunist og dirigent. Han har tit optrådt som solist i Europa, Asien og Australien med et fortrinsvis moderne repertoire, og han arbejder parallelt som dirigent i diverse symfoniorkestre, nutidig musikensembler og ungdomsorkestre.
Marius Ungureanu fra Rumænien må karakteriseres som en usædvanlig alsidig musiker. Han har været ansat i Tonhalle Orkestret i Zürich, Freiburg Symfoniorkester og Zürich Operaen. En stor interesse for nutidig musik har resulteret i mange uropførelser og radioindspilninger. Han har i en periode fungeret som coach for Det jyske Ensemble og fra 2010 til 2017 var han ansat i Aalborg Symfoniorkester.
Erik Sandberg kommer fra Sverige og har studeret horn i Malmö og Wien og moderne musik ved Ensemble Intercontemporain i Paris. Efter ansættelser i DR’s Underholdningsorkester og Ensemble MidtVest kom han til Aalborg Symfoniorkester, hvor han har været 1. solohornist siden 2008. Han er en flittig kammermusiker ved siden af sit arbejde i orkestret, men også komponist med et tital kammermusikværker på samvittigheden.
Trio Wahnsinn er de tre musikeres seneste projekt, og koncerten i Aalborg Kammermusikforening er dens blot anden koncert siden dens succesrige debut ved ny musik-festivalen SIMN i Bukarest i maj i år. Ensemblet var nødt til at skabe sit repertoire selv helt fra bunden – der eksisterede nemlig ikke et eneste originalværk for denne instrumentkombination for et år siden, en udfordring som passer de tre musikalske vovehalse rigtig godt. Mange komponister har efterhånden vist interesse for at skrive for trioen, så der er helt sikkert flere overraskelser i vente i den nære fremtid.
Program
Serban Marcu (1977 - ): | "ThReeILLS" (Preludium og fuga) |
Dmitri Shostakovich (1906 - 1975): | Preludium og fuga nr. 8 i Fis mol |
Erik Sandberg (1974 - ): | "Mine eyes smell onions; I shall weep anon" |
Henry Eccles (1670 -1742): | Slow Aire fra "The Mad Lover" |
Brian Lynn (1954 - ): |
"Bachy Things" |
- Pause - |
|
Claudio Monteverdi (1567 - 1643): |
Tre Scherzi Musicali |
Felix Mendelssohn (1809 - 1847): |
Nocturne fra "En Skærsommernatsdrøm" |
Bela Bartok (1881 - 1945): |
Tre stykker fra "Mikrokosmos" |
Lille suite af rumænske folkeviser (Doina) |
|
Johannes Brahms (1833 - 1897): |
"Der Bräutigam" fra "Zwölf Lieder und Romanzen für Frauenchor" |
Diana Rotaru (1981 - ): |
"Three Lears" |
Medvirkende
Marius Ungureanu, bratsch
Erik Sandberg, horn
Barrie Webb, basun
Koncerten er arrangeret i samarbejde med Aalborg Kammermusikforening