Lige netop nu kastes vi rundt i en accelererende forandringsproces, hvis horisont vi formentlig knap nok kan skimte konturerne af endnu. Vi ved bare, at det bliver vildt. Det er allerede vildt! Vi oplever kollaps på kollaps, og at meget af dét, vi ved og gør i dag, helt sikkert ikke bliver dét, vi gør og har brug for at vide i morgen. Eller i overmorgen.
Rygrad og Rummelighed
På denne aften vil Rane Willerslev på sædvanlig underholdende og skarp vis ud fra to kernebegreber beskrive, hvad han tænker, der skal til for at vi kommer helskindet gennem en opløsningstid, hvor gamle former konstant skal gentænkes.
Det skal ifølge Rane ske på et fundament af solid, dyb faglighed. RYGRAD. Men også med en villighed til som samfund at møde verden med RUMMELIGHED og en vilje til at lade sin verden kollapse i mødet.
Eller som han selv udtrykker det, bør vovemod og mere røv i bukserne i høj grad være en del af et nyt dannelsesbegreb.
“Og så skal vi indimellem bevæge os derud, hvor vi vitterlig ikke ved, om vi kan bunde. For fanden, det er jo for enden af badebroen, det sker. Vejen derud er vigtig, men den er bare optakten. Det er springet ned i dybet, der er forløsningen.” - Rane Willerslev
Om Rane Willerslev - Antropolog, forfatter, professor og tidligere pelsjæger
Rane Willerslev har siden 90'erne gennemført en række ekspeditioner til Sibirien. I begyndelsen sammen med sin tvillingebror, evolutionsbiologen Eske Willerslev, og senere på egen hånd. Hans feltarbejde resulterede bl.a. i udgivelsen af phd-afhandlingen, Soul Hunters, på California University Press - om jukagirernes åndetro. Han er mangeårigt medlem af Eventyrernes Klub og modtog i 2006 Det Frie Forskningsråds eliteforskerpris. Rane har været ansat som professor i antropologi på Århus Universitet, fungeret som leder af De Etnografiske Samlinger på Moesgård Museum og som direktør for Det Kulturhistoriske Museum i Oslo ved Oslo Universitet. Rane Willerslev er i øvrigt en ivrig samfundsdebattør.
Arrangør: Foredraget er arrangeret af TIKKO, der er en af landets største arrangører af foredrag med aktuelle, kendte og spændende personligheder fra ind- og udland. Billetterne sælges via TIKKOs eget billetsystem, og det er derfor ikke muligt at anvende gavekort udstedt af Musikkens Hus til dette arrangement.