Sinne Eeg fik sit store gennembrud med cd'en "Waiting For Dawn" i 2007, for hvilken hun modtog en Danish Music Award (DMA) for ”Bedste Jazz Vokal Album 2007”. Politikens Boris Rabinowitch gav hende sjældne 6 ud af 6 hjerter i sin anmeldelse af cd'en. Sinne Eeg har siden modtaget adskillige priser såsom Dronning Ingrids Hæderslegat – den sidste i en perlerække af flotte hædersbevisninger, bl.a Ben Webster Prisen, DR Jazz Prisen, 4 gange Danish Music Award, den prestigefyldte, franske jazzpris Palmares fra L’Academie Du Jazz (de 60 vigtigste jazzkritikere i Frankrig) samt Holstebro Kommunes Musikpris.
Sinne Eeg er kendt for at være, om muligt, endnu bedre live end på CD. Hendes koncerter kendetegnes ved stort nærvær, humor og et enormt musikalsk overskud, som bl.a. kommer til udtryk ved, at der i den grad leges og tages chancer på scenen – ikke mindst i hendes suveræne scat-sang, som må betegnes som værende i verdensklasse.
Udover at have indtaget den hjemlige scene er Sinne Eeg ved at have godt fat i udlandet, hvor hun bl.a. jævnligt tournerer i lande som USA, Japan, Kina, Norge og Sverige. Især i Japan og USA er der store forventninger om kommende gennembrud efter flere succesfulde tournéer.
Publikum kan denne aften se frem til at opleve sange fra Sinne Eegs seneste album ”Dreams” og fra det kommende album med DR Big Band. ”Dreams” er blevet flot anmeldt i internationale medier, bl.a. i
Downbeat: The Danish jazz singer, an established star in Europe, checks all the boxes; burnished tone, perfekt intonation, swing, unerring taste and an adventurous streak (4,5 stjerner)
The Guardian: Lustrous tones and alert improv from Danish star (4 stjerner)
Medvirkende
Sinne Eeg, sang
Jacob Christoffersen, piano
Lennart Ginman, bas
Morten Lund, trommer
Om Jacob Christoffersen
En uovertruffen musikalitet har gjort pianisten Jacob Christoffersen til en af de mest efterspurgte pianister herhjemme. Hans eminente timing, kreativitet og lyriske sans gør enhver koncert med ham til en oplevelse. Jacob Christoffersen og Sinne Eeg har gennem en lang årrække været faste samarbejdspartnere.
Om Lennart Ginman
Lennart Ginman er en af de mest kreative musikere I landet. Man kender ham bl.a. fra samarbejdet Ginmann/Eivør, Ginman/Jørgensen samt Ginmann/Blachmann/Dahl. Morten Lund har for længst gjort sig bemærket på den internationale jazzscene og er blandt andet fast medlem af den italienske verdensstjerne Stefano Bollanis trio.
Om Morten Lund
Morten Lund har været fast mand bag trommerne i Sinne Eeg Group i mange år, og han er i dag en af de mest efterspurgte trommeslagere i landet og en af de absolut dygtigste i Europa.