Da drengene fra The Blue Van sidste år lancerede datterprojektet The Van, lovede de, at det ikke var slutningen på deres oprindelige foretagende med The Blue Van, og nu er det tid til at ære det løfte. Du får nu mulighed for at opleve de fire nordjyders originale set-up, når The Blue Van genopstår i Musikkens Hus.
The Blue Van har det sidste års tid stået standby, mens de fire nordjyder har turneret og udgivet et album med datterprojektet, The Van, som nok bedst beskrives som et Blue-Van-back-to-basics projekt.
"Ideen med The Van gav mening, fordi vi ønskede at lave en plade, som var 100% DIY for igen at føle nerven, magien og evnerne til at groove sammen. Vi havde behov for at mærke, at sammenspillet var intakt og bevise vi kunne lave en fed vinyl i øveren på egen hånd. Samtidig blev The Van en musikalsk legeplads, som lærte os en masse ting, som vi nu kan tage med over i The Blue Van-regi." udtaler Steffen Westmark.
I forbindelse med udgivelsen af The Van vinyl opdagede bandet en stor efterspørgsel på bandets gennembruds album, Man Up, og den efterspørgsel vil bandet gerne efterkomme.
Derfor genoptrykkes pladen i en 10-års jubilæums version hos Nordsø Records, som nok skal kæle lidt for detaljerne og samtidig annoncerer The Blue Van, at de er tilbage for fulde gardiner!
Genudgivelsen udkommer d. 25. oktober, præcist 10 år efter den første gang ramte gaden, og det fejrer bandet med en Danmarkstour i foråret 2019, hvor The Blue Van vender hjem til Nordjylland og Musikkens Hus.