Hanne Boel

Hun er én af Danmarks mest karakterfulde sangerinder. Nu annoncerer Hanne Boel et nyt album, som bringer hende til Aalborg og Musikkens Hus i efteråret 2020.
mh_hanneboel_1920x870px.png (1)
27. september 2020 kl. 20:00
Dkk. 380,- inkl. billetgebyr Varighed: Ca. 1x100 minutter Vi har reserveret et tomt sæde mellem alle gæster, men det er selvfølgelig tilladt at rykke sammen med de personer, som man følges med til koncerten

Tag trygt til koncert

Ved alle arrangementer følger vi myndighedernes aktuelle retningslinjer, og som billethaver vil du modtage en mail med praktisk information, inden du møder op i Musikkens Hus.

Der er nemlig ikke noget, som er vigtigere for os, end at alle vores gæster får en god og tryg oplevelse i huset.

Skulle det ske, at koncerten må udsættes, ændres eller i yderste konsekvens aflyses, kan du naturligvis få dine billetter refunderet. Læs mere her.

Om koncerten

Hanne Boel er i gang med indspilningerne af sit første album i otte år, hvilket blev markeret d. 1. november 2019 med første singlen ’Paint Me A Pitcture’. Albumudgivelsen følges op af en band-tour i efteråret 2020. 

Om Hanne Boel er tilbage? Nej, Hanne har aldrig været væk. Men der gemmer sig alligevel en sandhed i udsagnet. Med det kommende album ’Between Dark and Daylight’ ser Hanne Boel tilbage mod sine klassiske udgivelser som en af de største danske sangerinder nogensinde.

Og Hanne er netop i fuld gang med indspilningerne af et nyt album, som er hendes første i otte år. Et album med nye originale sange, der ikke er et forsøg på at genoplive svunden storhed, men i stedet at udforske og bygge på indhøstede erfaringer og ikke mindst levet liv. Albummet er skrevet af Hanne selv, sammen med dygtige sangskrivere som bl.a. Jacob Bellens, Anders SG og Emil Falk.

Hanne Boel har valgt sange, der ofte beskriver små emotionelle øjeblikke. De er enklere end hun egentlig troede, de skulle være, og de præsenteres med ømhed og kærlighed: 

”Nogle tekster giver sig selv på forhånd, andre får måske en ny mening, når de synges af netop mig, med det liv jeg har levet og netop mine erfaringer, ikke bare som musiker og sanger, men som menneske. Det er spændende at lade sig udfordre af en tekst og at mærke nødvendigheden i ordene” udtaler Hanne Boel.

Med et salg på over 2,5 mio. albums fordelt på 20 udgivelser er Hanne Boel den bedst sælgende danske sangerinde nogensinde. Hun har altid været flittig på livesiden og optræder til stadighed for fulde huse i Danmark og Norge.

Publikum kan forvente en kombination af det prøvede, det nye, det soulede, det bluesede og det jazzede – alt det, som har gjort Hanne Boel til den sangerinde, som hun er i dag. 

”Jeg har i de senere år turneret flittigt med bl.a. guitaristen Jacob Funch. Vi har udforsket mulighederne for sammenspil på en mere autentisk måde, uden så megen teknik; en slags tilbage til rødderne. Denne erfaring har blandt andet været medvirkende til at sende mig mod det, jeg står for i dag med fokus på samspil og masser af dynamik i lydbilledet – og som derfor også er en del af inspirationen til mit nye album.” siger Hanne Boel.

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.