Aflyst grundet de nuværende restriktioner
Vi må med stor beklagelse meddele, at koncerten med DR Big Band og Curtis Stigers desværre må aflyses.
Både Curtis Stigers og dirigent Dennis Mackrel er bosiddende i USA og kan derfor ikke rejse til Danmark grundet de nuværende restriktioner. DR Big Band, Curtis Stigers og Dennis Mackrel havde ellers set utrolig meget frem til koncerten og håber meget på at kunne besøge Aalborg i fremtiden.
Vi beklager den skuffelse, som aflysningen måtte medføre. Også i Musikkens Hus havde vi glædet os utroligt meget til et gensyn med forrygende Curtis Stigers.
Alle billethavere er kontaktet direkte på mail med information om refundering. Vi vil samtidig gerne takke for den enorme forståelse, som vi er blevet mødt af hos jer gæster gennem hele coronatiden. Tusind tak for det og på gensyn.
Om koncerten
Bind butterflyen, stram korsettet, og glæd dig til at genopleve ånden fra Frank Sinatras legendariske ”At the Sands”-koncerter. Vi skal høre en perlerække af 1950’ernes og 60’ernes allerstørste evergreens.
Curtis Stigers, som er noget af det tætteste, man kommer på Frank Sinatra himself, vil være aftenens solist. Han kan som få indtage en scene og skabe den kontakt med publikum, der gør, at man føler sig taget godt imod!
Med sig på scenen har han DR Big Band under ledelse af Dennis Mackrel.
Om Curtis Stigers
Curtis Stigers har igennem en del år stået frem som en af de mest originale nulevende jazz-sangere. Med sin genkendelige stemme går han nye veje og udvider på den måde grænserne for konventionel jazz.
Det er Stigers' speciale at bringe forskellige genrer sammen, så de danner ny mening og ny lyd i hans fortolkninger. "Jeg vil gerne følge i fodsporene af mine helte. Det er, hvad Ella og Billie Holiday gjorde. Det er hvad Sinatra og Nat Cole gjorde. Det er endda, hvad Miles og Coltrane - og næste alle de store jazz-kunstnere - har gjort. De har taget deres generations populære sange og skabt noget nyt ud fra dem", siger Stigers.
Nogle af hans største hits er hans versioner af ’I Wonder Why’ og ’You're All That Matters To Me’, der har været på top-10 listerne i både England og USA.