Det er uhyre sjældent at møde så rent og modent et talent som Ginne Marker. Den 25-årige sangerinde kan med sine smukke og originale sange, sit fremragende guitarspil og sin rørende stemme virkelig formidle store følelser på en lavmælt, underspillet og, ja, nordjysk facon.
Kald det pop, jazz-pop, singer-songwriter. Hendes musik favner det hele og har inderlighed og stærk historiefortælling som sin røde tråd.
Ginne Markers debutalbum, ’For Seasons to Come’, udkom i november 2019 og tæller allerede nu over 1 million streams.
Albummet, som er produceret af Aske Jacoby, har modtaget mange flotte anmeldelser – bl.a. 5 stjerner i GAFFA og 4 hjerter i Politiken. Bloggen JazzNyt har det på listen over ’Bedste Udgivelser 2019’, og det har været ’Ugens Album’ på P5.
I 2019 havde Bands of Tomorrow hendes optræden på SPOT festival i top-10, og hun fik roser for sin optræden på Copenhagen Jazz Festival og til DMA Jazz.
I 2020 har hun været rundt i hele landet som support for både Claus Hempler og Signe Svendsen.
“Når jeg lytter til ’For Seasons to Come’, er jeg ikke i tvivl om, at Ginne Marker allerede nu må være et flot møde på en scene med sin fine følelsesladning og sine imponerende varierede og alligevel ukunstlede fraseringer.” - Kim Skotte, Politiken (4/6 hjerter)
”Dét her – det er en af de bedste danske singer-songwriter-/vokaljazz-album-debuter i et årti!” - Ivan Rod, Gaffa (5/6 stjerner)
”Ginne Markers evner som sanger, sangskriver og ikke mindst guitarist er ekstraordinære. Man sidder med en konstant fornemmelse af, at hun er meget bedre, end hun selv tror. Så underdrevet og samtidig vidunderligt er udtrykket. Én gang nordjyde altid nordjyde.” - Martin Loft, LoftsKammer (5/5 stjerner)