Aalborg Youth Jazz Orchestra

Pressebillede Jesper Riis 2
Se spilletider
Afholdt

AYJO & Jesper Riis

Vi er spændte og begejstrede for at invitere alle indenfor til Aalborg Youth Jazz Orchestra's Mini-Projekt 2024 – et ambitiøst og inspirerende musikalsk eventyr, hvor AYJO møder den anerkendte arrangør, dirigent, komponist og trompetist, Jesper Riis. Under ledelse af Jesper Riis øver AYJO over tre dage og forbereder en hel koncert med numre arrangeret af Jesper Riis.

Jesper Riis

Jesper Riis er kendt som både trompetist, komponist, arrangør og dirigent. I næsten tre årtier har han turneret og indspillet musik med mange velkendte navne både i Danmark og internationalt. Hans livlige og passionerede trompetspil har gjort ham til en meget efterspurgt musiker.

I 1994 afsluttede Jesper Riis sine studier på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. I løbet af sit sidste år på konservatoriet tilbragte han tid på Florida International University, hvor han studerede under den legendariske cubanske trompetist Arturo Sandoval. I november 2000 udgav Jesper sit første soloprojekt, albummet "Cellular", som senere samme år blev nomineret til en Danish Music Award.

Jesper har spillet, indspillet og arrangeret for alt og alle på den danske musikscene. Han medvirker på flere hundrede album og er en af de mest eftertragtede studiemusikere og arrangører.

AYJO’s Miniprojekt:

Hvert år i februar laver AYJO et mini-projekt, hvor orkesteret fremfører et helt album eller en koncert sammen med en kendt solist eller dirigent inden for bigbanduniverset. Projektet strækker sig over 3 dage, hvor AYJO indstuderer al musikken. Projektet vil have et samarbejde med en gæstedirigent, som vil stå for indstuderingen og koncerterne. Mini-projektet afsluttes med 1-2 koncerter.

Besøg af Sct. Mariæ Bigband

Dette års Mini-Projekt byder på en ekstraordinær oplevelse med besøg fra bigbandet fra Sct. Mariæ Skolen. Sct. Mariæ Bigband spiller en lille koncert, inden AYJO fremfører miniprojektet med Jesper Riis. Desuden spiller de to bigbands et fællesværk sammen. Sammenkoblingen af AYJO og Sct. Mariæ Bigband er en årlig sammenkomst, hvor de to bigbands mødes og spiller sammen på tværs af alder og niveau.

 

Om Aalborg Youth Jazz Orchestra:

Aalborg Youth Jazz Orchestra (AYJO) er hele Nordjyllands nystiftede ungdomsbigband, og blev grundlagt i 2021 af Anton Langdahl. Orkesteret har siden da fungeret som et elite-ungdomsbigband og talentudviklingsbase for musikere i Nordjylland. Orkesteret består hovedsageligt af unge musikere fra de forskellige musikuddannelser i Aalborg og omegn, som kan mødes og spille sammen på tværs af forskellige musikmiljøer, alder og køn.

Projektet giver unge musikere en enestående mulighed for at prøve kræfter med bigbandmusik på højt niveau. Med 18 offentlige koncerter om året i 4 projekter, på diverse efterskoler, højskoler, musikskoler og spillesteder er orkesteret eksponeret for et hovedsageligt ungt publikum, som bidrager væsentligt til det nationale musikalske vækstlag.

Orkesteret hører rent organisatorisk under JAZZ9TUS og ledes, administreres og dirigeres af Anton Langdahl, og er forankret i et fast samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og MGK NORD. De 19 pladser i orkesteret udbydes hvert år gennem ”open call” til unge musikere i alderen 18 – 25 år via. en optagelsesprøve.

Aalborg Youth Jazz Orchestras er udover førnævnte samarbejdspartner støttet af: Statens Kunstfond & Aalborg Kommune.

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.