Andreas Brantelid & Christian Ihle Hadland

Til sæsonens sjette koncert i Musikkens Kammerklub kan du glæde dig to skandinaviske musikere, der står klar til at berige os med værker af bl.a. Beethoven, Brahms og Barber. Duoen bestående af cellist Andreas Brantelid og pianist Christian Ihle Hadland går på scenen i Intimsalen til marts.

MH 1080X1920 (3)
Se spilletider
DKK 220
Afholdt

De to skandinaviske musikere, begge med en stor international karriere, har et flerårigt intenst musikalsk samarbejde, både som koncertgivere og som kunstneriske ledere af den årlige Stavanger Chamber Music Festival, og de optræder desuden også som klavertrio sammen med den østrigske violinist Benjamin Schmid.

Om Andreas Brantelid
Andreas Brantelid modtog sin første undervisning af sin far, Ingemar Brantelid, der er cellist i Det Kgl. Kapel. Han fik sin solodebut som 14 årig med Elgars cellokoncert med Det Kgl. Kapel. Han er i dag en af de mest efterspurgte skandinaviske musikere, der spiller med alle de store internationale orkestre og dirigenter og optræder som solist og kammermusiker i de mest prestigebetonede koncertsale som Wigmore Hall i London, Concertgebouw i Ansterdam, Carnegie Hall i New York, Mozarteum i Salzburg og ved festivaler som Verbier, Bergen, Stavanger og Wiener Festwochen, ligesom han er en hyppig og populær gæst ved Vendsyssel Festival og i talrige danske musikforeninger. Blandt hans mange CD-indspilninger har især hans seneste indspilning af cellokoncerter af Haydn og C.P.E. Bach med Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen vakt stor opmærksomhed.

Om Christian Ihle Hadland
Norske Christian Ihle Hadland havde 15 år gammel sin professionelle debut som solist med Det Norske Radioorkester og fik sit internationale gennembrud i 2011 med et toårigt engagement som BBC New Generation Artist. Det betød talrige koncerter i UK med alle fem BBC-symfoniorkestre, solo- og kammermusikoptrædener i BBC og en anmelderrost livetransmitteret afslutningskoncert med Beethovens 2. klaverkoncert ved BBC Proms. Siden da har Christian Ihle Hadland haft en travl solistkarriere med optrædener i mange europæiske lande. Han er en efterspurgt akkompagnatør og turnerede som sådan i Australien med den amerikanske mezzosopran, Susan Graham, og han akkompagnerede sopranen Renée Fleming ved Nobelprisceremonien i Oslo i 2006. Sammen med Andreas Brantelid udgav han i 2015 en CD på BIS med værker for cello og klaver af Edvard Grieg og Percy Grainger, som vandt prisen Gramophone Editor’s Choice.

Bemærk venligst: nyt program

Ludwig van Beethoven:          7 variationer over ”Bei Männern welche Liebe fühlen” fra
(1770 – 1827)                                   Mozarts opera, Tryllefløjten.

Johannes Brahms:                    Sonate for klaver og violoncello i e mol, opus 38
(1833 – 1897)                                                

Pause

Samuel Barber:                         Sonate for violoncello og klaver i c mol, opus 6          
(1910 – 1981)                                                 

Frank Bridge:                              Cellosonate i d mol
(1879 – 1941)                                               

Musikkens Kammerklub
Koncerten er en del af Musikkens Kammerklub sæson 2022 - 2023, hvor du får 40 % rabat på de syv inkluderede koncerter samt en række unikke fordele. Læs mere, og køb medlemskab her

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.