Bemærk venligst:
Billetsalget til denne koncert åbner tirsdag 26. maj kl. 10.
Du kan allerede fra tirsdag 12. maj kl. 10 købe den som en del af en abonnementspakke (se rabatmuligheder til højre her på siden).
Når inspirationen rammer
Den engelsk-afrikanske komponist Samuel Coleridge-Taylor var bare 23 år, da han skrev sin Ballade i a-mol i 1898 – i øvrigt på opfordring af den berømte forfatter Arthur Conan Doyle, som var engageret i at støtte unge kunstnere. Musikken er varmglødet, og stilistisk står værket på skuldrene af Brahms, Dvořák og Elgar, men alligevel med en egen rytmisk energi og melodisk kolorit.
Da den russiske revolution bryder ud, flygter Rakhmaninov til USA, og her får han stor succes som koncertpianist. Men årene med opslidende turnéer og talrige pladeindspilninger slider på ham, og han har ingen tid til selv at skrive musik. Han føler sig udbrændt og længes bort, så han køber et sommerhus i et meget smukt område i Schweiz – oppe på et bjerg med panoramaudsigt over søen. Han vil have ro – og ikke have noget instrument i sit hus, men Steinway installerer et koncertflygel i stuen med den betagende udsigt, og Rakhmaninov kan ikke holde sig fra tangenterne. Han begynder at improvisere over Paganinis Capriccio nr. 24, op.1, og det udvikler sig senere til aftenens værk, som bliver en enorm succes. Her genfødes Rakhmaninov som komponist.
I 1891 er den unge Carl Nielsen ved at finde sig selv som komponist. På en dannelsesrejse i Europa møder han i Paris sin kommende hustru, Anne Marie, og en stormende forelskelse tager form. De to kunstnere rejser videre sammen og gifter sig i Firenze. De lover hinanden kunstnerisk frihed – meget moderne for den tid.
Hjemme igen skriver Nielsen sin første symfoni, og her hører man tydeligt et ungt menneskes vilde energiudladning. Tonesproget har sin rod i senromantikkens, men Nielsens karakteristiske nordiske klarhed skinner allerede tydeligt igennem her. Der er en form for ungdommeligt gåpåmod og en friskhed over musikken, der er både charmerende og medrivende.
-
PrisA) 350 kr. B) 290 kr. C) 230 kr. D) 170 kr. Studerende B (begrænset antal): 75 kr. Studerende C (begrænset antal): 75 kr. Studerende D (begrænset antal): 75 kr. Ung under 25 år (begrænset antal): 75 kr.
-
SalKoncertsalen (siddende, nummererede)
-
Rabatmuligheder
Limfjordsserien – få 40 % rabat
Vælg selv Fire favoritter – få 25 % rabat -
Arrangør
Aalborg Symfoniorkester