Bemærk venligst:
Billetsalget til denne koncert åbner tirsdag 26. maj kl. 10.
Du kan allerede fra tirsdag 12. maj kl. 10 købe den som en del af en abonnementspakke (se rabatmuligheder til højre her på siden).
Fire stemningsmættede værker
Vi starter i Paris og slutter i Rom. Koncerten indledes med Debussys Nuages (Skyer), som er den første af hans Trois Nocturnes, som han færdiggjorde i 1899. I det oprindelige programhæfte fra 1900–01 beskrev Debussy hele værkets slægtskab med »himlens uforanderlige aspekt og skyernes langsomme og melankolske bevægelse, der slukkes i et gråt, blidt farvet hvidt skær«. Han har senere nævnt, at han forbandt Nuages med oplevelsen af skyernes virkning over Seinen i Paris. Der venter en fascinerende klanglig rejse – op i skyerne.
Estiske Erkki-Sven Tüür har komponeret sit værk Illuminato til Nils Mönkemeyer, som også er solist denne aften. Han er et af de største bratschnavne i verden og har en travl kalender både som solist, kammermusiker og som professor i München. Illuminatio for bratsch og orkester kunne ses som en pilgrimsrejse mod det evige lys, har komponisten sagt. Og generelt mener han, at ”musik skal rumme alt – overvældende kraft, afklarende lys, uendelig mildhed og det dybeste mørke. Raseri, smerte, anger. Alt det, der gør os menneskelige. Og den blide berøring af forløsende kærlighed”.
I koncertens anden del skal vi til Rom med den italienske komponist Ottorini Respighi. Han er født og opvokset i Bologna, hvor han blev uddannet violinist og senere komponist. Han udviklede tidligt en stærk interesse for orkestrering – en kunst, han forfinede under et ophold i Skt. Petersborg, hvor han arbejdede med Rimskij-Korsakov. Denne russiske påvirkning gav Respighis musik den farverigdom og det mesterlige greb om orkesterets klang, der senere blev hans varemærke.
Respighi bosatte sig i Rom, hvor han både underviste og komponerede. Det var byen og dens historie, natur og arkitektur, der inspirerede til hans mest berømte værk, den såkaldte Rom-trilogi – Roms fontæner, Roms pinjer og Roms festivaler. Denne aften får vi de to første.
Roms fontæner var det første store gennembrud i Respighis trilogi. Ideen var at skildre fire af Roms fontæner på forskellige tidspunkter af dagen – ikke blot som arkitektoniske objekter, men som levende billeder af byen, dens rytme og dens historiske atmosfære. Han havde selv gået gennem byen på forskellige tidspunkter af dagen og studeret, hvordan farverne og vandets bevægelse ændrede sig. Blandt de fire er den mest berømte – Trevifontænen.
Fontænerne er menneskeskabte, mens pinjerne repræsenterer naturen. Respighi udvalgte fire steder i Rom, hvor pinjetræerne spiller en særlig ikonisk rolle: I pini di Villa Borghese, Pini presso una catacomba, I pini del Gianicolo og I pini della Via Appia. I dette værk, der udkom otte år efter fontænerne, går Respighi endnu længere i sin orkestrale fantasi. Han indarbejder bl.a. optagelser af nattergalens sang – noget af den første brug af “elektronisk lyd” i klassisk musik. Respighi gør som Fellini – bruger noget fra virkeligheden og skaber dermed en afslutning på sit værk af næsten filmisk karakter.
-
PrisA) 350 kr. B) 290 kr. C) 230 kr. D) 170 kr. Studerende B (begrænset antal): 75 kr. Studerende C (begrænset antal): 75 kr. Studerende D (begrænset antal): 75 kr. Ung under 25 år (begrænset antal): 75 kr.
-
SalKoncertsalen (siddende, nummererede)
-
Rabatmuligheder
Limfjordsserien – få 40 % rabat
Vælg selv Fire favoritter – få 25 % rabat -
Arrangør
Aalborg Symfoniorkester