For første gang kan du opleve Danmarks største kreative kraftværk helt tæt på, når Casper Christensen besøger Musikkens Hus med foredraget ”100 liv på 100%”.
Kom med bagom Husk lige Tandbørsten, Mandrilaftalen, Tæskeholdet, Langt fra Las Vegas, Klovn, All Exclusive, karrieren, de store drømme, iværksætterrejsen og til sidst at finde roen.
Det er de færreste danskere, der ikke kan nikke genkendende til navnet Casper Christensen. Vi kender ham fra både TV, film, radio, ugebladene og som iværksætter.
Casper Christensen har levet 100 liv på 100%, og Danmark har fulgt de fleste af dem – tæt. Han har brugt sig selv generøst og har gennem sit 56-årige liv konstant overrasket, fornyet, provokeret og udfordret dét, vi troede, vi vidste.
"Jeg har levet et liv styret af nysgerrighed og mod. Det har bragt mig til de største succeser og fiaskoer. Det har givet mig de største glæder og de største nedture. Det har i sidste ende bragt mig til et sted nu, hvor jeg har fundet tilstedeværelse og ro." – Casper Christensen
Casper har gennem sin karriere både gået forrest og banet vejen for comedy-scenens enorme succes i Danmark. Han har været en utrættelig, kreativ og nyskabende pionér inden for nye formater i TV, radio og film.
Som iværksætter har han grundlagt flere virksomheder, og både professionelt og privat har han insisteret på retten til personlig udvikling og konstant læring og inspiration.
”100 liv på 100% ” handler om Caspers liv. Kom derfor med endnu tættere på, når han inviterer indenfor og taler om nærvær, mod, nysgerrighed, indre ro, tro, kreativitet, ledelse, iværksætteri, USA, dansk mentalitet, store drømme, manderollen, MDMA-terapi og meget mere.