En dansk symfoni
Strauss var 84 og i sit livs efterår, da han komponerede Vier Letzte Lieder – en sangcyklus for sopran og orkester. Sangene handler om at tage afsked med livet, men der er ingen klagesang over Strauss værk – snarere en afklarethed.
Musikken er tindrende smuk og forløses sammen med Aalborg Symfoniorkester denne aften af den australske sopran Siobhan Stagg, som siden sin ansættelse på Deutsche Oper i Berlin fra 2013-15 har været efterspurgt på alverdens opera- og koncertscener.
Der bliver et kort genhør med sopranen i koncertens anden del – i slutningen af Langgaards Symfoni nr. 2, hvor hun synger Lenzklänge med tekst af digteren Emil Rittershaus.
Den danske komponist Rued Langgaard stod herhjemme i skyggen af Carl Nielsen, som heller ikke undlod at bemærke, at han fandt Langgaards musik for svulstig. Langgaard er da også tydeligt inspireret af Strauss og senromantikken.
I sin 2. symfoni eksperimenterer Langgaard med den symfoniske genre og kombinerer solist og orkester i en symfonisk form. Værket fik ved uropførelsen en kølig modtagelse i Danmark, men anderledes varmt tog man imod den i Tyskland og Østrig. Langgaard døde i 1952, og først i 1980’erne og -90’erne begyndte man at anerkende ham på linje med Carl Nielsen.
Gratis koncertintroduktion v/Jan Mygind kl. 18.30 i Intimsalen
- PrisA) 350 kr. B) 290 kr. C) 230 kr. Studerende og unge under 30 år (gælder B og C-billetter): 75 kr.
- SalKoncertsalen (siddende, nummererede)
- Arrangør
Aalborg Symfoniorkester