Spring til hovedindhold

Cæcilie Norby & Danmarks Underholdningsorkester

Image description

Det er en af den europæiske kulturs mest frugtbare perioder, der får helt nyt liv, når Cæcilie Norby og Danmarks Underholdningsorkester kaster deres fælles kærlighed over den skønne og melankolske musik fra La Belle Époque (1870-1915).

Melodier fra perioden danner udgangspunkt for et helt nyt værk for sangsolist, kammerorkester og jazzensemble.

Jazzdronningen Cæcilie Norby skriver sangtekster til melodierne, som sættes ind i en ny musikalsk ramme med hjælp fra den Grammy-nominerede komponist og arrangør Peter Jensen.

Både Norby, Underholdningsorkestret og Jensen har dybt kendskab til og erfaring med at nedbryde genreskel og dermed fusionere forskellige musiktraditioner – ikke mindst på tværs af den klassiske og rytmiske musik.

Således kan du glæde dig til en musikalsk oplevelse, hvor alt går op i en højere enhed.

Til koncerten er der sammensat en rytmegruppe af nogen af de mest eftertragtede musikere på den europæiske jazzscene, bestående af pianist Nikolaj Hess, bassist og cellist Lars Danielsson og trommeslager Snorre Kirk.

”La Belle Époque er nostalgi, skønhed, melankoli og sange, der går på tværs af genrer og kunstarter. Det er en udsøgt fornøjelse at genskabe lidt af den kreative eksplosion, der fra Paris gav genklang over hele verden, så det stadig kan mærkes i dag,” fortæller Cæcilie Norby.

Andreas Vetö, som er direktør for Danmarks Underholdningsorkester og dirigent ved koncerterne, udtaler:

”Med La Belle Èpoque kaster vi lys på en kunstperiode, der var præget af en kunstnerisk lethed og frihedsfølelse. Udover selvfølgelig at give publikum en fuldkommen uforglemmelig oplevelse, håber vi også, at musikken fra La Belle Époque kan inspirere til lysere tanker i en ellers bekymrende tid.”

La Belle Époque

Paris var fra ca. 1870 til 1915 det farverige epicenter for den periode i den europæiske kulturhistorie, vi i dag kender som La Belle Époque. Perioden var en brydningstid med en eksplosiv ungdommelig nysgerrighed og et stort kunstnerisk vovemod, som især kom til udtryk gennem den musik, der blev skabt af komponisterne Ravel, Debussy og Satie.

De tre komponister har haft stor indflydelse på både kompositionsmusik, jazz og populær musik, og deres musik lyder lige så frisk og aktuel i dag, som den gjorde for mere end hundrede år siden.

  • Pris
    A) 380 kr. B) 380 kr. C) 340 kr. Studerende (begrænset antal): 200 kr.
  • Sal
    Koncertsalen (siddende, nummererede)
  • Varighed
    2x40 min.
  • Arrangør

    Musikkens Hus