Tina Dickow er altid populær – og det forstår vi godt! Hun kan noget helt særligt og tryllebinder publikum fra scenen med sin musik og sit nærvær. Derfor spiller hun også altid for fyldte sale her i Musikkens Hus.
Denne gang optræder hun i et duoformat med sin partner i musikken og i livet, Helgi Jónsson. De to har spillet hundredvis af koncerter i ind- og udland i alle tænkelige konstellationer, og som musikere i hinandens bands, og nu spiller de altså i fælles navn.
Dickow og Jónsson har arbejdet så tæt sammen, som det kan lade sig gøre, siden de blev kolleger i 2008 og sidenhen også blev et par og har skabt sig et fælles liv på Island.
Sammen har de skrevet nogle af Dickows største hits som Someone You Love, You Wanna Teach Me To Dance, Fancy og Welcome Back Colour. Og fra et studie i hjemmet i udkanten af Reykjavik har de i fællesskab skrevet og indspillet fem af Dickows albums og to af Jónssons.
Kom tættere på, end du plejer...
Til koncerten giver de dig et intimt og personligt indblik i, hvad det er, de gør og kan sammen, samtidig med, at de gennem de sange, man kender, fortæller historien om, hvordan de mødtes, og hvordan en forfærdelig start blev til en happy ending.
“Koncerten er mere teatralsk end normalt, fordi vi virkelig gerne vil fortælle en historie hér. Både gennem sangene, men også med en hel del snak. Der er så meget at fortælle; om musikken og om den rolle, den spiller i vores historie og vores liv. Det føles kæmpestort at dele en anderledes koncert med publikum, som helt klart kommer tættere på, end de plejer!”.
Da de to i marts stod alene på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, kvitterede Gaffa med fem stjerner og kommentaren; ”Jónsson og Dickows underfundigt tankevækkende og selvironisk humoristiske historier om deres svære kærlighed, skabte modvægten til de melankolske og dybsindige sange”.
-
Pris455 kr.
-
SalKoncertsalen (siddende, nummererede)
-
Varighed2 x 45 min.
-
Arrangør
Musikkens Hus