I 2003 vandt østrigske Coop Himmelb(l)au, med professor Wolf D. Prix i spidsen, arkitektkonkurrencen om at tegne Musikkens Hus i Nordjylland. Arkitektfirmaet står bag en række spektakulære bygningsværker rundt om i hele verden fra Kina til USA, men Musikkens Hus er deres første projekt i Skandinavien.
Med inspiration fra nordspanske Guggenheim, der har medført udvikling i og omkring Bilbao, stod det klart, at visionen for Musikkens Hus’ arkitektur skulle være at skabe en synergieffekt, så borgerne også glædes over det dristige kulturbyggeri, og at det i øvrigt kunne bidrage til at udvikle hele Aalborg og Nordjylland.
Designet bygger således på vidensdeling og synergi, musik, kreativitet og kunst.
Overalt i huset er det tænkt ind i designet, at såvel offentligheden som husets beboere – herunder musikere, studerende, undervisere og medarbejdere – skal mødes naturligt. Det sker blandt andet via infrastrukturen i store foyerområder, spiseområder, lounge- og performanceområder samt backstage.