Spring til hovedindhold

Beethovens skæbnesymfoni

Image description

To nutidige og en klassiker

Da-da-da-daaam. Indledningen til Beethovens femte symfoni er muligvis det mest ikoniske og letgenkendelige tema, der er skabt nogensinde, og det lille motiv er drivkraften gennem hele symfonien. Det er en symfonisk rejse fra mørke til lys – fra mol til dur – som kom til at danne referenceramme for stort set al klassisk musik, der blev skrevet i de efterfølgende 100 år. Det er hele tanken om et værk, der i musikken beskriver rejsen fra kamp til forsoning, og det er i høj grad et værk, der fortjener at blive hørt i Koncertsalen.

Inden denne klassiker byder koncertens første del på to nutidige komponister, som begge tidligere er blevet spillet af orkestret. Der indledes med María Huld Markan Sigfúsdóttirs sanselige værk Aequora – en velklingende atmosfærisk aperitif.

I sit værk Glasslands fremmaner Anna Clyne en imaginær verden med tre riger, der styres af bansheen – en kvindelig ånd, som i irsk folklore varsler et familiemedlems død som regel ved at jamre, skrige eller klage i nattens stilhed. Der er dog tale om et utroligt velklingende værk, og aftenens solist, saxofonisten Jess Gillam, var også solist, da værket blev uropført i 2023 med Detroit Symphony Orchestra.