"Jeg er bøsse, og det er jeg glad for!” Sådan sang Bent Jacobsen på albummet Bøsse, der udkom i 1975. Et modigt og uhørt statement i en tid, hvor homoseksualitet blev klassificeret som en psykisk lidelse.
Forsiden af albummet var prydet af en poetisk tegning af to nøgne mænd i en omfavnelse, og på trods af anmelderroserne nægtede Fona-butikkerne at forhandle pladen – de mente, det var porno. I andre butikker turde kunderne ikke spørge efter den, fordi de var bange for at blive stemplet som perverse. Heldigvis havde nogen modet, og for mange homoseksuelle blev pladen en støtte eller ligefrem et vendepunkt i tilværelsen: De opdagede, at de ikke stod alene.
I 2025 fyldte albummet Bøsse 50 år, og det markerer Kultur Samler med bogen Danmarks Farligste Plade samt en genudgivelse af Bøsse på LP og CD foruden en talk med sanger Bent Jacobsen og journalist Cathrine Errboe.
Talken:
Med udgangspunkt i bogen og LP’en udfoldes historien om den banebrydende plade, livet som homoseksuel i 1970’ernes København, danseforbuddet, politiets onanipatrulje og Bøssernes Befrielsesfront. Bent Jacobsen fortæller også om politisk teater, homoaktivisme, AIDS-epidemiens konsekvenser og om 50 års queer-kamp i Danmark.
Undervejs afspilles numre fra Bøsse, som blev indspillet med de legendariske musikere Anders Koppel, Kasper Winding, Jens Rugsted og Nils Tuxen. Til slut er der mulighed for spørgsmål fra publikum.
Arrangørerne udtaler følgende om talken:
Danmarks Farligste Plade bød på en aften fyldt med finurlige anekdoter, skøn musik og eftertænksomhed. Bent fortalte om sin plade "Bøsse" fra 1975, bl.a. tilblivelsen, og hvordan den var kontroversiel for sin tid, og der trækkes tråde til nutidens samfund, og hvilke udfordringer man i dag møder som LGBTQ+-person.
-
Pris250 kr.
-
SalIntimsalen (siddende, unummererede)
-
Varighed2 x 45 min.
-
Arrangør
Musikkens Hus