Orgeleventyr - H.C. Andersen og Den flyvende kuffert
Man tager 100 korbørn, et stort koncertorgel og en flyvende kuffert fyldt med gode historier. Så tilsætter man en organist og en fortæller – og en masse gode sange – og så kan eventyret begynde. Det gør vi i Musikkens Hus denne formiddag – i Koncertsalen med det store orgel.
Børn og voksne kan se frem til en koncertforestilling, hvor H.C. Andersens eventyr Den Flyvende Kuffert genfortælles og vækkes til live ved hjælp af orgelmusik. I forestillingen her møder man en købmandssøn, der arver en magisk kuffert, der kan flyve.
Han rejser med den til Tyrkiet og forelsker sig i en prinsesse. For at vinde hende, må han fortælle hende et eventyr, som hendes forældre også vil synes om. I forestillingen bruges orgelmusikken til at understøtte og forstærke eventyrets stemninger og scener. Flere andre eventyr af H. C. Andersen kædes ind i en musikfortælling med orglet i centrum. Det er blandt andre Klodshans, Den lille pige med svovlstikkerne og Nattergalen.
På scenen står et kæmpe børnekor med sangere fra kirkekor i hele Nordjylland, som bl.a. skal synge Hist hvor vejen slår en bugt, Nattergalen på sin gren, Hvor skoven dog er frisk og stor og Vær velkommen Herrens år. De skal også lave fløjtelyde som fugle, kvække som frøer og brøle som køer.
Ved orglet sidder organist Anne Agerskov, som til dagligt er organist i Aarhus Domkirke. Organist Pia Jeanette Nielsen er fortælleren, og Laila Høgild dirigerer det store børnekor.
Koncerten præsenteres i et samarbejde mellem Musikken Hus, Vestervig Kirkemusikskole og Aalborg Kirkernes Musikfestival, som finder sted i perioden 21. september til 9. oktober. Festivalens tema er kor og orgel - sammensat til kORgel.
-
Pris125 kr. Børn under 12 år: 75 kr.
-
SalKoncertsalen (siddende, nummererede)
-
Varighed60 min.
-
Arrangør
Musikkens Hus