Orglets hemmeligheder, kalder organist Jonas Hellesøe sin koncert for hele familien. Lørdag 14. marts næste år byder han på en børnekoncert fuld af magi. Jonas præsenterer koncertorglet således:
”Forestil dig et instrument så stort, at det fylder hele væggen i Koncertsalen. 5.450 piber, som kan hviske som en fe, brøle som en løve og synge som et helt orkester på én gang. Det er orglet i Musikkens Hus – og nu får du lov til at opdage alle dets hemmeligheder!”
Organist Jonas Hellesøe inviterer børn (og alle, der stadig er lidt barnlige) ind til en musikalsk skattejagt, hvor publikum kan høre alt fra eventyrlige klassiske orgelværker til melodier, de måske kender fra film og tegnefilm. Ja – orglet kan faktisk spille Disney. En koncert fyldt med overraskelser, sjov og musikalsk magi – for hele familien.
Jonas Hellesøe er en af de fremadstormende unge musikere i Danmark. Han er i dag ansat som organist ved Risskov Kirke i Aarhus, men har spillet solokoncerter i de fleste danske domkirker og medvirket i Go'morgen Danmark, og i 2021 og 2022 har han spillet i La Sagrada Familia i Barcelona samt i Koncerthuset i Ankara i Tyrkiet – blandt flere steder.
Hellesøe har en kandidatgrad i kirkemusik fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra han efterfølgende i 2019 debuterede i solistklassen. Han er fast organist hos Aarhus Symfoniorkester og har blandt andet spillet med Aarhus Sinfonietta og Randers Kammerorkester.
Jonas Hellesøe er født i 1991 og kommer oprindeligt fra Fyn, hvor han spillede violin i skolen og sang i kirkekor i Hjallese Kirke. Sidenhen begyndte han at spille klaver, og i 2009 begyndte han at studere orgel. Jonas Hellesøe har studeret ved domorganist Kristian Krogsøe og prof. Ulrik Spang-Hanssen, og i 2017-2018 studerede han desuden ved prof. Leo van Doeselaar i Berlin.
Tak
Orgelkoncerterne gennemføres med støtte fra Det Obelske Familiefond, Knud Højgaards Fond og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
-
Pris125 kr. Børn under 12 år: 75 kr.
-
SalKoncertsalen (siddende, nummererede)
-
Varighed2 x 35 min.
-
Arrangør
Musikkens Hus