Oplev store stjerner spille på koncertorglet i Musikkens Hus
Fire spændende koncerter med forskellige solister på det store koncertorgel i Musikkens Hus venter publikum de kommende måneder. To danske organister, Aalborgs egen Jørgen Ellekilde og det unge stortalent Jonas Hellesøe, er på programmet sammen med to internationale stjerner, tyske Jens Korndörfer og britiske Anna Lapwood, der er blevet en stor TikTok-stjerne – kendt for at formidle klassisk musik til et helt nyt publikum.
Den første koncert finder sted 10. november, hvor det unge danske stortalent Jonas Hellesøe under overskriften Virtuose variationer spiller værker af blandt andre Bach, Liszt og Charles Ives.
Godt en måned senere, 16. december, er det Jørgen Ellekilde, der til daglig er ansat som domorganist ved Budolfi Kirke, der sætter det store orgel i Koncertsalen i spil med en dejlig varieret julekoncert. Her venter værker som Vivaldis Vinter, uddrag fra Tjajkovskijs juleballet Nøddeknækkeren, O holy night og Bachs Præludium og fuga G-dur BWV 541.
Organist – og TikTok-stjerne
Fra det store udland har Musikkens Hus hentet to store stjerner til orglet i Koncertsalen.
"Fantasifuld, fordomsfri og en genial musiker, organisten og dirigenten Anna Lapwood er en drømmeambassadør for klassisk musik." – Grammophone.
Hun har godt en kvart million følgere på facebook, en halv million på instagram – og så er hun en TikTok-stjerne. Den 29-årige britiske organist, korleder og tv- og radiovært Anna Lapwood bruger sit talent for både musik og formidling til at bringe den klassiske musik ud til millioner af følgere verden over.
Lapwood kommer fra en lille landsby i Oxfordshire og studerede musik på Magdalen College, Oxford, hvor hun var den første kvinde i kollegiets 560-årige historie, der modtog et orgelstipendium. Annas passion for orglet matches af hendes mission om at støtte piger og kvinder i musikken. Anna Lapwood er i flere år blevet opfordret til at ”play it like a man”, men nu er hun stolt af sit social media hashtag #playlikeagirl, som skal bidrage til at genopfinde folks billede af orglet og ikke mindst en organist.
14. januar 2025 gæster hun for første gang Aalborg, hvor hun spiller alt fra Benjamin Brittens The Bells of Notre Dame til filmmusik af Hans Zimmer fra Inception og Da Vinci Mysteriet.
Tysk verdensstjerne
Magasinet The American Organist har rost ham som "en virtuos i den store romantiske tradition", der skaber "forestillinger, der er dybt musikalsk tilfredsstillende såvel som spændende".
Den tyske organist Jens Korndörfer er professor i musik samt lektor i orgel ved Baylor University i Texas. Tidligere fungerede han også som Director of Worship and the Arts og som organist ved First Presbyterian Church of Atlanta og ledede orgelprogrammet ved Georgia State University.
Jens Korndörfer inviteres jævnligt til de mest prestigefyldte spillesteder og festivaler rundt om i verden, og når han 16. marts 2025 gæster Aalborg, sker det med et program, der blandt andet tæller værker af Olivier Messiaen, Bach og George Thalben-Ball.
Billedtekster
O6 Anna Lapwood
Den britiske organist Anna Lapwood har over én million følgere på de sociale medier, hvor hun arbejder ihærdigt for at skærpe nye målgruppers interesse for den klassiske musik – og især orgelmusikken, som hun selv mestrer. Nu kan hun for første gang opleves på det store koncertorgel i Musikkens Hus.
Foto: Nick Rutter
Jørgen Ellekilde
Lørdag 16. december sætter Jørgen Ellekilde, der til daglig er ansat som domorganist ved Budolfi Kirke, det store orgel i Koncertsalen I Musikkens Hus i spil med en dejlig varieret julekoncert.
TAK
Serien af orgelkoncerter i Musikkens Hus er muliggjort med støtte fra Augustinus Fonden, Axel Muusfeldts Fond, Det Obelske Familiefond samt Knud Højgaards Fond.
For yderligere information, interviewaftaler m.m., kontakt venligst:
Helle Nørgaard, PR- og marketing. Mobil: 60 20 35 71 / Mail: hn@aalborgsymfoni.dk