Musikkens Hus tillader drikkevarer i salene – og gør garderoben gratis
Som noget nyt tillader Musikkens Hus fremover sine gæster at tage drikkevarer med ind i koncertsalene. Det kommer til at gælde ved alle typer arrangementer. Samtidig bliver det obligatorisk at lægge sit overtøj i garderoben, som så til gengæld bliver gratis.
Når det ikke længere vil være tilladt at medbringe overtøj i salen, skyldes det ikke kun, at et væltet glas på det skrånende gulv i Koncertsalen og en dyr frakke under sædet er en meget dårlig kombination. Det sker også af hensyn til indeklima – der er ventilationsriste under sæderne, som ikke må blokeres – og for generelt at give en bedre oplevelse for gæsterne. De nye tiltag træder i kraft nu – efter en testperiode på udvalgte koncerter.
”Det er et længe næret ønske fra mange af vores gæster, vi nu imødekommer”, siger Rikke Mølgaard, der er direktør i Musikkens Hus. Hun uddyber:
”En koncertoplevelse er en social oplevelse, og for mange hænger et godt glas og en god koncert sammen. Nogle mødes inden koncerten, andre vil gerne nyde et glas i pausen, men det er ikke altid nemt at nå at nyde sin drink i en pause på 20 minutter. Dertil kommer, at nogle koncerter slet ikke har pause, så her er folk ekstra glade for at kunne medbringe drikkevarer, har vi erfaret”.
Musikkens Hus har testet den nye ordning ved forskellige udvalgte koncerter – blandt andet en koncert med Bo Kaspers Orkester en søndag aften i september. Netop den koncert var uden pause, og rigtig mange gæster tog imod tilbuddet om at tage drikkevarer med i salen.
”Jeg var selv inde til den koncert og kunne se, at mange tog både en drink og en flaske vand med ind, og det er jo en fin kombination”, siger Rikke Mølgaard.
Ved testkoncerterne har Musikkens Hus også kigget på kødannelsen ved såvel baren som garderoben, og der arbejdes løbende på at optimere forholdene, så man får skabt den bedste kundeoplevelse.
Både baren og garderoben åbner en hel time før forestillingen, og Musikkens Hus anbefaler, at gæsterne kommer i god tid, så de har den fornødne tid til at nå såvel garderoben som baren.
Garderoben ligger på niveau -2 og vil være bemandet under hele koncerten, så der bliver passet godt på gæsternes overtøj. Ønsker en gæst ikke at gå derned, vil det ved mange koncerter også være muligt at hænge overtøjet i dertil opstillede mobil-garderobe i indgangsfoyeren. Her hænger overtøjet på eget ansvar.
For yderligere information, kontakt venligst:
Helle Nørgaard, Presse og PR. Mobil: 60 20 35 71 / Mail: hn@aalborgsymfoni.dk