Dørene til forfesten åbner kl. 18.30, og udover musikken kan publikum også se frem til en helt speciel udsmykning i dele af Foyeren i forbindelse med forfesterne, lige som baren er åben og byder på et særligt sortiment. På den lille foyerscene vil Musikkens Hus som udgangspunkt præsentere unge, lokale up-coming artister ved disse koncerter.
”Der er et talentfuldt vækstlag her i Nordjylland, og det vil vi i Musikkens Hus gerne støtte. At vi så samtidig kan berige vores publikum med ekstra – og gratis – oplevelser er jo kun et ekstra plus.”, siger Sabine Skytte, Project Manager i Musikkens Hus
Sebastian og bandet Åh Buster
Konceptet Forfest i Foyeren får premiere forud for koncerten med Sebastian Solo lørdag 21. september. Her kan man opleve bandet Åh Buster, der skriver følsomme sange på et dagligdags sprog. Bandets medlemmer er i gang med konservatorieuddannelser i Aalborg og har den seneste tid være meget
produktive.
Der er desuden planlagt Forfest i Foyeren i forbindelse med koncerten med Peter Sommer 5. oktober, hvor Maaneland beriger publikum med en lille koncert, og endelig vil der forud for de to koncerter med Jonah Blacksmith 8. og 9. november være forfest. Hvem, der spiller her, offentliggøres senere.
Hver forfest har et tema, hvor musik, lys og visuelle elementer smelter sammen og skaber en uforglemmelig lille time. Her får publikum en unik chance for ganske gratis at møde nogle af morgendagens stjerner i en særligt sansevækkende ramme.
For yderligere information, kontakt venligst:
Sabine Skytte
ss@musikkenshus.dk