Spring til hovedindhold

Rufus Gifford i samtale med David Trads

Image description

What the heck is going on in the US right now? Ordene er Rufus Giffords – tidligere amerikansk ambassadør i Danmark. Han er kendt sine åbne og ufiltrerede meninger om amerikansk politik, og dem deler han generøst ud af, når han 27. januar gæster Musikkens Hus til en samtale om USA’s og verdens tilstand med journalist og forfatter David Trads.

Rufus Gifford er en af de personer, der er tættest på USAs to seneste demokratiske præsidenter – Barack Obama og Joe Biden. Han var også i toppen af Kamala Harris kampagne. Med andre ord: Rufus Gifford, som var en ekstrem populær amerikansk ambassadør i Danmark i Obama-årene, er en af dem, der ved allermest om, hvad der sker i det store land.

Denne eftermiddag kan publikum komme tæt på Rufus Gifford i en nærværende samtale med tyngde, kant og perspektiv, når han deler sine erfaringer og refleksioner med en bemærkelsesværdig ærlighed. Uden spin og uden filter giver han et direkte, personligt og hudløst ærligt billede af det USA, han både har tjent og repræsenteret. I samtale med David Trads, en af Danmarks mest fremtrædende USA-eksperter, deler Rufus Gifford sit unikke perspektiv på udviklingen i USA – fra de store politiske linjer til de spørgsmål, der har direkte betydning for Europa og for det Danmark, han kender og holder af.

David Trads, journalist og forfatter til bestsellere om Amerika, er en fremtrædende USA-ekspert. Han har boet tre gange i USA, senest som USA-korrespondent i Obama-årene. David Trads er en ivrig debattør i det danske medielandskab, og som Gifford er han kendt for sine stærke holdninger. Han er tidligere chefredaktør på Nyhedsavisen og Information, og han har en lang baggrund som journalist, korrespondent og redaktør. David Trads er bl.a. USA-analytiker hos TV 2 News, politisk kommentator på Politiken og Altinget.

Billetprisen på de 400 kr. er inkl. velkomstdrink, der serveres fra kl. 16.00.

Arrangementet i salen starter kl. 16.30.

  • Pris
    400 kr.
  • Sal
    Intimsalen (siddende, unummererede)
  • Arrangør

    Musikkens Hus

    Prisen er inkl. velkomstdrink